Vi er et motionshold, hvor det, at gå med til opvisningerne i foråret, er en forudsætning for at gå på holdet. Det er med til at fastholde fokus og fremmøde – og vi lover: ALLE kan være med! Og spørg bare ”gamle” gymnaster: man bliver helt høj af det.
Vinteren igennem vil der hver gang være grundig opvarmning (grundtræning), hvor fokus vil ligge på at forbedre den enkeltes kondition og styrke. Samtidig vil der være små øvelser o. lign., der skal ende med serier til opvisningen.
Men vi vil ikke glemme dette holds styrke: det sociale samvær, så der vil også være tid til snak og den efterhånden traditionelle rejse som afslutning på sæsonen. Vi håber den i sæson 2011/2012 kommer til at gå til Paris, som var det første rejsemål for 10 år siden. (Deltagelse i rejsen er selvfølgelig ikke en forudsætning for at gå på holdet, men et ekstra tilbud)
I år har vi delt opgaverne mellem os. Kirsten er leder af holdet og tager den ugentlige træning. Anne Marie vil være med og lave et par serier samt komme med nogle sjove input, når det bliver for alvorligt. På den måde håber vi, at I får en god sæson, når vi mixer og giver det, vi begge er bedst til.
På gensyn på holdet - Anne Marie og Kirsten
Motionsdamer med opvisning træner onsdage kl. 19.00-20.00 i Brundlundskolens drengesal.